El•Service
Til Boulevardens Lys

4 års garanti

 

BETINGELSER FOR A/S EL-SALGS 4 ÅRS GARANTI

På elsalg.dk er udvalgte produkter med 4 års garanti. Produkter, hvor denne garanti er gældende er markeret med et 4 års garanti-logo. Vi tilbyder denne garanti, fordi vi sætter en ære i et levere produkter i høj kvalitet fra leverandører, man kan stole på. Desuden er det vigtigt for os, at du føler dig tryg ved at handle hos os.

Husk at 4 års garantien kun kan gøre sig gældende, hvis du også kan fremvise kvittering for købet. Det er derfor vigtigt, at du gemmer din kvittering sammen med garantibeviset.

 

1. Hvor længe gælder garantien?

Garantien gælder i 4 år fra den dato, hvor produktet blev leveret fra en A/S El-Salg forhandler
eller fra elsalg.dk.
 
Gøres garantien med rette gældende, forlænges garantiperioden for hele produktet med
den tid, der går fra reklamationens fremsættelse til reklamationsbehandlingens afslutning.
For dele, der ombyttes, i medfør af garantien, løber en ny garantiperiode for den pågældende
del fra ombytningen.
 
Kunden skal kunne dokumentere, hvor og hvornår produktet er købt f.eks. ved forevisning
af kvittering.
 

2. Hvad dækker garantien?

Garantien dækker produktets funktionsdygtighed i garantiperioden.
 
A/S El-Salg afgør ensidigt, om et ikke-funktionelt produkt skal repareres, ombyttes med et
tilsvarende produkt eller om produktets aktuelle værdi skal godtgøres kunden. Ethvert andet
krav fra kunden i anledning af garantien, herunder krav om erstatning for tab eller kompensation
er udelukket.
 

3. Hvilke produkter er dækket af garantien?

De produkter, der er dækket af garantien er markeret med et 4 års garanti-logo.
 

4. Hvad er ikke dækket af garantien?

  • Garantien dækker alene, hvis produktet udelukkende er anvendt til privat brug, og alene såfremt produktet ikke har været anvendt væsentlig mere intensivt end sædvanlig privat anvendelse. Garantien dækker desuden alene produkter, der opstilles eller installeres inden for Danmarks grænser med undtagelse af Grønland og Færøerne.
  • Skade på produktet, som skyldes forsætlige eller groft uagtsomme handlinger.
  • Hændelig eller uagtsom skade på produktet, herunder, men ikke begrænset til, fejlbetjening, manglende vedligehold, manglende overholdelse af betjeningsvejledning, fejlagtig installation og tilslutning eller tilslutning til et forkert spændingsniveau, skade forårsaget af kemisk eller elektroknisk reaktion, rust, korrosion eller vandskade.
  • Skade, der forårsages produktet af omstændigheder, som hverken A/S El-Salg eller kunden er ansvarlig for, herunder, men ikke begrænset til, oversvømmelse, tyveri, unormalt højt kalkindhold i vandet, unormale miljøforhold, udsving i elforsyningen, brand mv.
  • Forbrugsdele, herunder, men ikke begrænset til, batterier, pærer, lampeglas, filtre i emhætter mv. samt dele, som i øvrigt må forudsættes at have en kortere levetid end garantiperioden ved sædvanlig brug.
  • Ikke-funktionelle og dekorative dele, der ikke påvirker almindelig brug af produktet, herunder ridser, buler og eventuelle farveforskelle.
  • Indirekte skader eller tab (følgeskader).
  • Tilfælde, hvor der ikke kunne påvises fejl under teknikerens besøg.
  • Reparationer, der ikke er udført af El-Salgs serviceudbyder og/eller autoriserede serviceudbyder samt enhver forringelse af produktet, som skyldes sådan uautoriseret servicering.
  • Reparationer forårsaget af fejlagtig installation eller installationer, der ikke er gennemført i henhold til specifikationerne.
  • Garantien bortfalder på hele produktet, såfremt der på kundens foranledning er udskiftet en del/dele af produktet ved benyttelse af uoriginale dele. Garantien bortfalder dog ikke, såfremt kunden kan dokumentere, at de uoriginale benyttede dele kvalitets- og specifikationsmæssigt svarer til de originale dele og er korrekt udskiftet/monteret
  • Transportskader. Hvis kunden selv transporterer produktet til sit hjem eller en anden adresse, er A/S El-Salg ikke ansvarlig for skader, der opstår under transporten. Hvis A/S El-Salg leverer produktet til kundens leveringsadresse, dækker A/S El-Salg eventuelle produktskader, der opstår i forbindelse med leveringen (men ikke i henhold til denne garanti). For at gøre dette krav gældende, kontaktes A/S El-Salgs Kundeservice.
 

5. Rettigheder

Denne garanti giver dig særlige juridiske rettigheder. Dine rettigheder i henhold til dansk
lovgivning, herunder købelovens 2-årige reklamationsret, gælder ved siden af denne garanti.
A/S El-Salg kan alene pålægge kunden de omkostninger, der har været forbundet med undersøgelser
eller reparation af produktet, hvis A/S El-Salg kan dokumentere, at den pågældende
fejl ikke var omfattet af garantien, og såfremt kunden inden undersøgelsen/reparationen var
orienteret om og accepterede denne risiko for selv at skulle afholde omkostningerne.
 

6. Lovvalg

Enhver tvist, der måtte udspringe i henhold til denne aftale, er underlagt dansk ret med
undtagelse af dansk rets lovvalgsregler.
 

7. Kontakt og spørgsmål ved skader

Påberåbelse af garantien skal ske ved direkte henvendelse til El-Salgs kundeservice på
mail salg@elsalg.dk eller tlf. 70 20 11 22.
 

 

Ejnar Sørensen Aabybro A/S | Kattedamsvej 6, 9440 Aabybro
Tlf. 98 24 14 55 | E-mail: ejnar@ejnarsorensen.dk